Nyt Medlem?

Kajaksporten er gennem de sidste år blevet en meget populær sport. Denne store interesse for sporten har desværre medført, at vi i ikke altid kan optage alle ansøgere. Klubben optager så mange nye medlemmer, som vi kan overkomme at give begynderinstruktion, svarende til ca. 35-40 nybegyndere fordelt på 3 instruktionshold årligt.

Som noget særligt hilser vi også synshandikappede begyndere velkommen i vores klub, idet vi siden år 2008 med stor succes har kørt det vi kalder "Tandemroning for synshandikappede". Læs mere her:

Fra Hvid Stok Til Pagaj
Hellerup kajakklub Viser Blinde Vejen

Instruktionsholdene lægger ud over det idrætsmæssige, også stor vægt på det sociale samvær. Klubben gør et stort stykke arbejde for at nye medlemmer skal føle sig velkomne og have lyst til at deltage aktivt og bidrage positivt til klublivet.

Læs mere under punktet Instruktion.

Ansøgning om at komme på et begynderhold

I Hellerup Kajakklub tilbyder vi undervisning i turkajak (IKKE havkajak). Du er velkommen til ansøge om optagelse i Hellerup Kajakklub ved at skrive en e-mail inden den 1. Marts til naestformand@hellerup-kajakklub.dk. Klubben har ingen venteliste, da man søger ind fra år til år. Klubben kan ikke overkomme at besvare alle henvendelser ved modtagelsen, men alle ansøgninger vil blive opbevaret og siden indgå i puljen, hvoraf de nye hold bliver sat.

I ansøgningen skal du oplyse navn, adresse, e-mail og fyldestgørende fødselsdato, samt oplyse hvilket hold du gerne vil på. Derodover må du meget gerne skrive om hvad du ønsker dig af kajakroningen, og hvad du kan og vil bidrage med.

For voksne begyndere er der hold mandag, onsdag og fredag (se Instruktion for flere oplysninger).

På baggrund af ansøgningerne sammensætter vi de 3 hold i løbet af marts måned og umiddelbat efter sender vi dig besked om du er kommet ind. Du vil blive indkaldt til et informationsmøde i slutningen af marts eller begyndelsen af april.

Vi starter instruktionsforløbet af begynderholdene i slutningen af april/begyndelsen af maj. Vi reserver desuden Kildeskovshallen (svømmehal) en eftermiddag, hvor vi vil træne sikkerhedsøvelser i kajakken, som begyndelse på forløbet (se kalenderen på forsiden for dato)

Det er både sjovt og sundt at ro kajak, men du skal være indstillet på, at det også tager tid. For at blive frigivet som kajakroer skal der øves mange færdigheder i kajakken og ros mange kilometer. Det er en forudsætning, at du har tid til at møde op til de ugentlige lektioner – eller kun er fraværende få gange.

Det koster 2000 kr. at komme på et begynderhold. Gennemfører du undervisningen og bliver frigivet som kajakroer vil du derefter automatisk og uden yderligere omkostninger blive medlem af Hellerup Kajakklub og dit kontingent vil være dækket for det pågældende år.

Det vil ikke være muligt, at få dine penge retur efter holdet er startet og det står frit for klubben at sætte personer af holdet, hvis de ikke følger undervisningen.

Hvis du skulle få afslag på din ansøgning kan du evt. kontakte de omkringliggende kajakklubber og se om de skulle have ledig kapacitet. Deres adresser kan findes på Dansk Kano- og Kajakforbund hjemmeside.

Ansøgning fra overflytter fra andre kajakklubber

Hvis du er frigivet kajakroer fra en anden klub, kan du normalt blive meldt direkte ind i klubben i det omfang vi har kapacitet til at forøge medlemstallet.

Send os en e-mail med kopi af dit EPP-kort eller anden tilsvarende skriftlige bevis for din frigivelse fra din tidligere klub til adressen naestformand@hellerup-kajakklub.dk.

I vores klub stiller vi følgende krav til frigivelse: EPP niveau 2 samt svømmeprøve og 2*entringsprøver (selvredning).

For at vurdere om du kan ro sikkert i en turkajak – eller eventuelt har behov for supplerende instruktion vil vi ro en lille tur med dig. Det vil typisk være sammen med et af de tre instruktionshold.

Det koster 1000 kr. i kontingent om året. Derudover koster det 1000 kr. i indmeldelsesgebyr, medmindre du er under 25 år, så er prisen 250 kr. Når du er frigivet kan du købe en klubnøgle til 200 kr.

Så snart vi har modtaget din indbetaling, vil du få et elektronisk rokort og kunne købe en nøgle hos husforvalteren for 200 kr. Du får kontakt med ham på e-mail hus@hellerup-kajakklub.dk. Efter en rundvisning i klubben og en indføring i klubbens regler vil du frit kunne ro :)

Kontakt næstformanden for at klare formaliteterne ved indskrivning på e-mail: naestformand@hellerup-kajakklub.dk.

Havkajakroer

Har du taget et havkajak kursus på en højskole eller lignende, skal du alligevel på et begynderhold, idet turkajakken kræver en anden teknik og er mindre stabil (Der undervises kun i brug af turkajakker).

Andet

Hvis du har nogen spørgsmål mht. begynderholdene eller indmeldelse kan du sende en e-mail til næstformanden på: naestformand@hellerup-kajakklub.dk.

Klubben
Udvalg
Kap- og Eliteroning
Nyt medlem?
Ungdomsafdelingen (U18)
Handicapløbet
Træning
Ro-statistik
Løb og stævner
Klubture
Vinteraktiviteter
'Pagajen'
Billeder
Nyttige Links
Sponsorer