Pagaj_sep_98

Forord

Foråret er blevet til efterår og sommeren blev sprunget over. Det er der sikkert mange der tænker, men en positiv ting kan dog siges om sommerens vejr. Det har været vestenvind, så det har været godt rovand, selvom mange er blevet helt skæve i ryggen af at læne sig op mod vinden. Årets begyndere har ikke fået lov til at ro i rigtige østenvindsbølger, til gengæld ved de hvad det vil sige at svømme og tage entringsprøver i koldt vand. 3-ugersholdet var en succes som vil blive gentaget i næste sæson. Læs om hvordan det gik.

Kaproerne og trimroerne har klaret sig godt ved de forskellige løb, således blev det til 2 guld, 1 sølv og 4 bronze ved de danske mesterskaber. Læs om hvordan her i Pagajen. Hvordan det er gået i HKere i samtlige løb kan du se i resultatlisten. Andre har været på langture og hyggeture. Det kan du også læse om.

Årets ungdomstræf var en stor succes både sportsligt og socialt.

Det er vedtaget at der skal ombygges i klubben for over en million kr. Byggeriet begynder her i efteråret. Læs om hvilke konsekvenser det får for den daglige gang i klubben.

Sikkerhed til søs er en vigtig ting at vide noget om, og ikke alle kajakroere er lige vel informerede. Det råder Pagajen nu bod på i samarbejde med Valdemar Vedel. I dette og følgende numre af Pagajen gennemgås forskellige sikkerhedsregler og love til søs.

God læse- og rolyst

 

Formanden har ordet
af Carsten Illum

Endelig kan vi nu se en ende på byggeriet og glæde os til indvielsen af de nye lokaler. Entreprenøren skulle meget gerne afslutte sit arbejde med udgangen af uge 38 B samtidig med udsendelsen af klubbladet. Overholder han ikke deadline, vil det koste ham dagbøder og klubben går måske hen og bliver velhavende. Lad os dog ikke håbe dette. De seneste måneder har været noget omtumlet. Bade- og omklædningsforholdene har jo ikke været 1. klasses; men det har været min fornemmelse, at alle har kunnet leve med det vi kunne byde på. Vi var dårlig nok kommet i gang med højsæsonen før end de to herre- og dameomklædningsrum blev revet ned og blændet af. Det varme vand til køkkenet blev også cuttet ved samme lejlighed. Senest er fællesomklædningsrummet tillige blevet revet ned for at give plads til den nye klubstue. Bad- og omklædning foregår nu i Hellerup Sejlklub. En stor tak til HS for lån af omklædningsfaciliteter og en stor tak til de få, der har hjulpet med diverse nedrivningsarbejder i klubben. Alt for få har desværre meldt sig, når der har været behov. Bestyrelsen har derfor besluttet, at lade største-parten af medlemsarbejdet udføre af håndværksfirmaer. Husk blot at yde og ikke kun nyde.

 

Indvielse af de nye bygninger og standerstrygning vil i år foregå under stor festivas, lørdag d. 23. oktober.

Det er så endelig lykkedes os, at minimere "gennemtrækket" i klubben. Få har forladt klubben og mange nye er kommet til. Vi er nu mere end 300 aktive medlemmer. Velkommen til de sidst ankomne nye medlemmer. Jeg håber, at I vil integrere jer i klubben og få nogle fornøjelige timer sammen med os andre "gamle". Husk blot at yde og ikke kun nyde. Meld dig til forårs- og efterårsrengøring samt diverse ad hoc opgaver i klubben. Hold øje med opslagstavlen.

Ultimo november afholder vi som sædvanlig generalforsamling. Jeg genopstiller ikke til formandsposten og håber, at en eller flere kompetente personer vil stille op til valget. De seneste 3 år med byggeriet har været krævende og tærende. Dette kombineret med huskøb (noget nær et håndværkertilbud) gør, at jeg må prioritere. Tak for denne gang.

 

Ombygning af HKs bygning vedtaget

På den ekstraordinære generalforsamlig onsdag d 17/6 98 blev det vedtaget at gennemføre udvidelsen og ombygningen af vore lokaler ifølge den oprindelige plan. I sidste øjeblik, faktisk på dagen, fik formand Carsten endeligt tilsagn fra kommunen om i alt kr 300.000. Derudover ville Københavns Tekniske Skole stille arbejdskraft til rådighed til en stor del af arbejdet mod at vi betaler materialerne. Lige pludselig var alt faldet i hak. Forskellige fonde som formand Carsten havde opstøvet eller fået anbefalet ville også give en skærv. Dejligt. HKs egne medlemmer får også mulighed for at lære deres klub bedre at kende helt fra grunden af. Noget af arbejdet skal udføres af os selv. Det er vist noget med et gulv der skal brydes op og lidt forskelligt andet alt i alt ca. 600 arbejdstimer. Det er ca. 12 time pr. medlem. De heldige kan få lov til at prøve noget de aldrig har prøvet før. Hvad med at stå med f.eks. et trykluftsbor når gulvet i mellemgangen skal brydes op. Det må være et livs chance. Den kommer næppe igen. Så prøv det!

Desværre kan Pagajen ikke vise tegningen af hvordan klubhuset kommer til at se ud, det bliver for gnidret, men de vigtigste ændringer er større omklædningrum, flere brusere, mellemgangen laves om til en havestue, der bliver indrettet mødelokale i det nuværende værksted, der oprettes nogle forskellige depotrum til drikkevarer, borde og stole og ikke mindst kommer der flere bådpladser i bådskuret. I klubben er ophængt tegninger over hvordan det kommer til at se ud. Alt i alt blev ombygningen vedtaget med 28 af de 30 fremmødte stemmeberettigedes stemmer, 2 stemte ikke.

  

3 piger i samme finale ved DM
af Lone Schultz-Pedersen

 

Vore yngste-piger overraskede positivt ved årets DM på kortbane d. 7-9/8 på Bagsværd Sø. I 500 m roede 3 ud af 4 sig i finalen. Her kunne de ikke hamle op med Gladsaxes firkløver, men besatte 5., 8. og 9. pladsen. Maja V tog sig af 5. pladsen mens Mia S og Susan L de to andre placeringer. I 200 m gik det næsten lige så godt med 2 i finalen ud af et felt på over 25 roere. Maja V fik igen en 5. plads, men det var meget få millimeter der skilte hende fra broncepladsen. Susan L kom 9. pladsen.

Hos ungdomspigerne var Jeanette B sammen Nanna fra Neptun kun en lille bådspids fra broncepladsen i K2 200 m.

Guld, sølv og bronze

Medaljerne kom hos de store piger, nemlig en bronze til Marlene L og Lone S-P i K2 5.000 m. Det var første gang de for alvor prøvede at ro sammen til et stort stævne. Lone tog sig af yderligere 2 medaljer. Hun vandt 5.000 m for dem der er fyldt 36 godt hjulpet af en flok heppende ungdomsroere og fremmødte HKere og blev nummer 2 på 500 m i samme aldersklasse. Lone deltog også i 1.000 m hos seniorerne hvor hun blev nummer 7. Endelig roede hun og marlene sig til en 4. plads i K2 500 m.

K4 løb reddet af gaffatape

HK stillede for første gang en K4 ved et DM. Fire friske piger havde fundet sammen om et K4-projekt. Det var lige ved at gå i vasken, da vi lige skulle prøve en tur på Bagsværd Sø aftenen inden DM. Efter en kilometers roning gik fodsparket løs, men gaffatape kan reparere alt - næsten. Det kunne i hvert tilfælde bruges til at tape fodsparket fast med, så vi kunne ro vores 500 meter om lørdagen. Det blev til en sikker 4. plads.

4. plads bedste resultat på sværdsiden

Herrerne klarede sig både godt og skidt. En positiv overraskelse var det at Casper L roede sig i finalen på 1.000 m. I finalen blev han nr. 8. Henrik V klarede en flot 10. plads på 10.000 m i et felt med 38 tilmeldte. Det kan han vist kun være tilfreds med efter han ikke træner så meget mere. Til gengæld var Casper næppe særlig tilfreds med sin placering som nummer 20. I K2 roede de to sig til en placering som nummer 7.

Ungdomsroerne klarede sig udmærket. Ingen af den var i stand til at ro sig i finalen, men i de løb hvor der var direkte finale klarede de sig godt. Således fik Mads og Jacob i K2 200 m en 4. plads.

I sidste øjeblik havde ungdomsdrengene fundet ud af de skulle bytte makker, så de to lange (Mads og Jacob) roede sammen og de to korte (Mark og Søren) roede sammen. Det viste sig, at i de fleste løb var det de korte, der slog de lange - kort og sikker er bedre end lang og usikker.

Øsende regnvejr lagde en dæmper på rolysten

Årets DM vil blive husket for en meget våd og kold lørdag. Lørdag var den dag de fleste skulle ro mest, så alle havde naturligvis håbet på godt vejr. Det blev det ikke. Det blæste og regnede hele dagen. Undertegnede frøs fra klokken 9 om morgenen til kl 18 om aftenen, så det var så som så med motivationen, når man for 4. eller 5. gang skulle ud at ro et løb. For hver gang man gik på vandet regnede det bare endnu mere - sådan føltes det i hvert tilfælde.

Alt i alt et for de fleste et tilfredsstillende DM.

 

Evaluering af 3 ugers kurset
af Christian Høier

3 ugers kurset var et nyt tilbud til begynderne i år. Ideen var at undervise 4 gange om ugen i 3 uger. Begynderne skulle betale 500 kr. for kurset og efter kurset kunne begynderne så indmelde sig i klubben for yderligere 500 kr., så frem de havde fulgt kurset tilfredsstillende.

Hvordan gik det så ?

Jo - af de 15 tilmeldte mødte 14 op. Den 15 person kom aldrig selvom han havde betalt for kurset, til gengæld var der to overflyttere som fulgte kurset, da de ikke havde taget svømme- og entrings prøver i deres tidligere klub. Fremmødet til kurset var flot. Begynderne mødte talstærkt op, og det var en fornøjelse at instruere dem. Alt i alt nåede vi at ro 117 km indenfor de 3 uger. Vandet var desværre lidt koldt, så det var ikke muligt at lave svømme- og entrings prøver. Instruktionen forsatte derfor en gang om ugen. Pga. sommerferie trak det lidt ud med at få taget de sidste prøver, men status er nu, at af de 16 deltagere er 14 frigivet og klubmedlemmer. En måtte desværre udgå under kurset pga. en gammel knæskade og en har endnu sine prøver til gode!

Fordele ved 3 ugers kurset

Det intensive kursus gav hurtig fremskridt i begyndernes færdigheder. Instruktionen forløb også lettere da begynderne kom ind i en god rytme mht. fremmøde, klargøring af kajak, komme i kajakken osv. Holdet fik et godt sammenhold, som følge af den meget tid vi tilbragte sammen. De mødes stadigvæk om mandagen, hvor der roes med eller uden instruktører. For instruktørerne har det været lettere at afsætte 3 uger end en hel sæson til undervisning. Da vi var 7 instruktører og skiftedes til at undervise (2 gange om ugen), var undervisningen mere overkommelig. Tilbagemeldinger fra både begyndere og instruktører har været positive.

Ulemper ved 3 ugers kurset

Det intensive kursus har muligvis givet en chok start til nogle af begyndernes kroppe. Ømme og trætte muskler, samt en god nattesøvn, tror jeg de fleste har været bekendt med. En anden ulempe ved 3 ugers kurset er at begynderne sandsynligvis ikke får prøvet at ro i alt slags vejr, eller at kurset må forlænges pga. dårlig vejr. Vi måtte f.eks. udskyde svømme- og entrings prøver, men havde tilgengæld godt vejr at undervise i. En god østen storm kunne vi godt have brugt til lidt bølgetræning.

Næste år

Vi har endnu ikke diskuteret hvem der har lyst til at undervise næste år eller hvordan, men endnu et intensivt kursus virker som et oplagt tilbud sammen med Valdemars fredags hold.

 

Ungdomstræf i HK
af Rebecca Sindal

Alle ungdomsroerne fra de forskellige klubber mødtes første lørdag i august om formiddagen. Jeg var rimelig spændt på, hvordan det løb, jeg skulle ro, ville gå for mig, da jeg ikke er den allerhurtigste man kan forestille sig, men det gik jo meget godt - jeg blev nr. 3 Y ud af 4.

Senere på dagen var der forhindringsløb. Det gik vist meget godt for de fleste, men da vi nåede til det sted, hvor vi skulle have kajakken under en snor, og vi selv skulle over, faldt de fleste i vandet. Dagen blev sluttet af med en triathlon, som bestod af løb, svømning og roning.

Søndag morgen blev vi vækket alt for tidligt (efter festen lørdag aften), og spiste morgenmad. Efter det var der stafetløb. Det var meget sjovt men også lidt hårdt. Senere tog vi på tur til Bellevue Strand og spiste frokost, hvorefter vi roede hjem som afslutning på en sjov og hyggelig weekend.

 

HK-Fluens Søfartsregler
af Valdemar Vedel

I dette og følgende numre af Pagajen vil der være en lille "flue" om søfartsregler for kajakroere. Der kommer flere og flere sejlende fartøjer i vores rovand, der bygges ved Svanemøllehavnen og der er en del dykkere og andre man skal holde øje med. Hvordan skal man passere et uddybningsfartøj, hvem har vigepligt hvornår, hvad betyder den bøje eller det flag. Noget kender man i forvejen, men andet er helt ukendt. Der findes nogle elementære regler/love som kajakroere skal have kendskab til, og disse vil blive gennemgået her i HK-Fluens Søfartsregler. Det er Valdemar Vedel der sørger for, at de relevante regler og love gennemgås her i HK-Fluens Søfartsregler. I denne udgave af HK-Fluens Søfartsregler gennemgås vigeregler for kajakroere.

Vigeregler for kajakroere

En motorbåd skal vige for en sejlbåd, og begge skal vige for roere, herunder også for kajakroere - MEN det giver absolut ikke kajakroeren lov til at krydse et andet fartøjs kurs bare fordi de andre skal vige for roeren. På vandet viser vi stort hensyn til hinanden. Husk på at sejlskibe er afhængige af vinden, dens styrke og retning, og som følge heraf ikke altid er i stand til at manøvrere efter roerens forgodtbefindende! F.eks. kan det være vanskeligt for et sejlskib at komme ud og ind af et sejlløb, hvor vi alle har højresidereglen som på land. Pga. vindens retning kan det blive nødt til at krydse fra side til side og bruge hele sejlløbets bredde for at komme ud eller ind. Vent i denne situation derfor hellere med at benytte sejlløbet til sejlbåden har passeret det.

_______________________

Surfere hører ind under reglerne for sejlskibe (men forvent ikke at de begyndere der ligger og øver sig ud for Hellerup Strand er i stand til at styre. De er helt koncentrerede om at holde balancen og det de laver).

______________________

Når to kajakroere kurser direkte mod hinanden skal begge vige til højre.

_______________________

Indhentende kajakroere skal altid vige.

_______________________

Skal man passere træningsbaner for roere, herunder også kajakroere, f.eks. på Bagsværd Sø, skal man altid vige for den der træner. Ro bagom i stedet for at krydse foran kaproeren, så denne forstyrres mindst muligt i sin træning. Tag også hensyn til vandskiløberne på de baner der er udlagt ved Skovshoved, Tårbæk og ind imellem i Svanemøllebugten. Det er deres træningsbane.

_______________________

Husk du til enhver tid tydeligt skal vise, hvilken manøvre du agter at foretage dig, så tvivl undgås