pagaj september 1999

Byggeriet er nu ved at være færdigt fra entreprenørens side, og HKerne skal lægge den sidste finish. Der er brug for dig til at male, sætte på plads og mange andre praktiske ting.

Det har været en sommer præget af støv og rod i lokalerne pga. byggeriet, men det er gået fint og vejret har også været med til at gøre det hele lidt nemmere. Omklædning er foregået i fællesomklædningen eller i Hellerup Sejlklub. Rejsegildet blev velsignet med solskin, læs mere om det og se billedreportagen fra byggeriet sidst i Pagajen.

Der er blevet roet en del, så det skal blive spændende at se om vi kan slå kilometerrekorden i år. Både hos herrerne og damerne skulle der være chancer for nye kilometerrekorder. Der har været arrangeret flere ting som 24 timers roning og søture og havneture for begynderne og andre interesserede. Konkurrenceroerne har været ude og ro og det blev til medaljer både ved kortbane DM og marathon DM, læs om det. Ungdomsafdelingen har atter med stor succes afholdt ungdomstræf, læs om hvordan de blandt andet tog de nye ikke færdige lokaler i brug, og hvordan Lars Skytte og Ole Vestbirk fik en brat opvågnen da 100 l vand pludselig faldt ned i hovedet på mens de sov deres skønhedssøvn under en pavillon.

Efteråret bliver præget af indvielsen af de nye lokaler den 5 og 6 november. Der er desuden en masse aktiviteter som bridge, gymnastik, svømning, løbehandicap, orienteringsløb, Havneræs og fællesroning, læs de forskellige annoncer for den enkelte aktivitet. Skal du transportere en klubkajak på en bil skal den være fastgjort med remme og ikke elastikker. Klubben sponsorerer remme til de biler der kører med kajakker. Remmene fås ved henvendelse til Charlotte Ardal

Ved generalforsamlingen den 28 november skal der vælges en næsten ny bestyrelse, da de fleste i den nuværende ikke ønsker genvalg. Har du lyst til bestyrelsesarbejde kan du kontakte et af de nuværende bestyrelsesmedlemmer og høre nærmere.

Formanden har ordet
af Carsten Illum
Endelig kan vi nu se en ende på byggeriet og glæde os til indvielsen af de nye lokaler. Entreprenøren skulle meget gerne afslutte sit arbejde med udgangen af uge 38 B samtidig med udsendelsen af klubbladet. Overholder han ikke deadline, vil det koste ham dagbøder og klubben går måske hen og bliver velhavende. Lad os dog ikke håbe dette. De seneste måneder har været noget omtumlet. Bade- og omklædningsforholdene har jo ikke været 1. klasses; men det har været min fornemmelse, at alle har kunnet leve med det vi kunne byde på. Vi var dårlig nok kommet i gang med højsæsonen før end de to herre- og dameomklædningsrum blev revet ned og blændet af. Det varme vand til køkkenet blev også cuttet ved samme lejlighed. Senest er fællesomklædningsrummet tillige blevet revet ned for at give plads til den nye klubstue. Bad- og omklædning foregår nu i Hellerup Sejlklub. En stor tak til HS for lån af omklædningsfaciliteter og en stor tak til de få, der har hjulpet med diverse nedrivningsarbejder i klubben. Alt for få har desværre meldt sig, når der har været behov. Bestyrelsen har derfor besluttet, at lade største-parten af medlemsarbejdet udføre af håndværksfirmaer. Husk blot at yde og ikke kun nyde.

Indvielse af de nye bygninger og standerstrygning vil i år foregå under stor festivas, lørdag d. 23. oktober.

Det er så endelig lykkedes os, at minimere "gennemtrækket" i klubben. Få har forladt klubben og mange nye er kommet til. Vi er nu mere end 300 aktive medlemmer. Velkommen til de sidst ankomne nye medlemmer. Jeg håber, at I vil integrere jer i klubben og få nogle fornøjelige timer sammen med os andre "gamle". Husk blot at yde og ikke kun nyde. Meld dig til forårs- og efterårsrengøring samt diverse ad hoc opgaver i klubben. Hold øje med opslagstavlen.

Ultimo november afholder vi som sædvanlig generalforsamling. Jeg genopstiller ikke til formandsposten og håber, at en eller flere kompetente personer vil stille op til valget. De seneste 3 år med byggeriet har været krævende og tærende. Dette kombineret med huskøb (noget nær et håndværkertilbud) gør, at jeg må prioritere. Tak for denne gang.

 

Solskin og pølser til rejsegilde
af Lone Schultz-Pedersen

 

Vejrguderne havde forbarmet sig over os og viste sig fra sin bedste side, da der blev holdt rejsegilde for vor nye tilbygning onsdag den 7 juli. Solskin og varme. Herligt. Mange benyttede sig da også af chancen for at hilse på, selvom tidspunktet lå midt i arbejdstiden. Det var glædeligt at se at vore naboer og genboer på vejen også mødte op for at se på herlighederne.
I god tid sørgede dagens grillmaster Kjeld for at der var kul på grillen, og mens vi andre hørte formand Carsten holde talen for håndværkerne, blev pølserne og brødet gjort klar til spisning. Efter den tilpas lange tale fik andre mulighed for at få ordet, hvilket kun Bjarne arkitekt ønskede. Så var det tid til spisning. Flere dukkede op efterhånden som de fik fri fra arbejde, og alle kunne få en pølse og en øl eller vand. Når man lagde nakken lidt tilbage for at få de gyldne dråber ud af ølflasken, kunne man samtidig beundre kransene med flaget der var hejst på taget. Da alle var mætte og tilfredse var det tid til en rotur eller vandretur i havnen eller bare sidde og nyde det gode vejr og få en hyggelig sludder.

 

 

Begynder snuppede medaljen foran de erfarne
af Lone Schultz-Pedersen
Det er ikke hvert år vi i HK har en begynder der kan slå de erfarne roere, men ved årets klubmesterskaber over de korte distancer skete det. Lars Bjørstrup var den bedste til både at ro den rigtige vej og til at ro kun med hænderne, så han vandt hundevæddeløbet til nogle andres store fortrydelse. De kunne ikke ro den rigtige vej og kunne ikke ramme målet. Synd for dem og stort grin hos de andre deltagere. Lars vandt selvfølgelig også begynderklassen. Desuden blev han nr. 2 i 1000m tur og 500m OB i ganske flotte tider. Ellers var der ikke de store overraskelser. Nu da Casper Licht ikke længere stiller op for HK er Henrik Vedel sikker vinder i de løb han stiller op i. Det blev til et klubmesterskab til Henrik i 1000m kap og sprint. I begge løb blev juniorroeren Jacob Juell nr. 2. Thomas B Petersen vandt 1000m tur og 500m OB og sammen med Lone Schultz Mix K2. Her blev Jacob og Ulla Lütt nr. 2. Damernes 500m kap blev vundet af Charlotte Ardal og 1000m tur blev vundet af Lone med Ulla på andenpladsen. Det mest spændende dameløb var nok 500m OL, hvor Charlotte, Ulla og Lone skulle ro om klubmesterskabet. Ulla er først for alvor begyndt at ro konkurrence i år, så det var spændende at se hvor hurtig hun var. Det blev dog Lone der vandt foran Charlotte og Ulla. Charlotte blev desuden klubmester i sprint og kajakmand, mens Lone vandt hundevæddeløbet. Hos herrerne fik Jacob et velfortjent klubmesterskab i kajakmand. Øvrige resultater og placeringer kan ses i Resultatlisten her i Pagajen.

HK-fluens søfartsregler
af Valdemar Vedel
Signalflaget B består af en rød dug. Flaget vises på rigningen af et skib og betyder:

Pas på, jeg losser eller laster sprængfarlige og/eller brandfarlig ting B åben ild må ikke være nærmere end 400 m fra skibet.

Derfor kære roere; er du en af dem der ror med "lungetorpedoer" i flaben under roningen, så sluk den omgående, og lad være med at tænde tændstikker og/eller lightere før du er kommet langt nok væk. HUSK på at dampe kan nå langt væk fra omtalte fartøjer, og nogle af dem bliver lige over havoverfladen og er letantændelige!!!

Et skib der sejler og har signalflaget B oppe fortæller det samme, men er i fart! Åben ild skal i så tilfælde også slukkes inden for en afstand af 400 m af skibet.

 

Ungdomstræf 1999
af Sonja Reifling, ungdomsudvalget

 

For syvende gang afholdt HK ungdomstræf i weekenden den 7 og 8 august. med deltagelse af Troense, Hvidovre, Skovshoved, Ringsted og Holte samt vore egne 19 U-roere. Palo og Gladsaxe mødte trods tilmelding desværre ikke op.

Lørdag var vejret bare perfekt B havblik, dejlig sol og 25 grader. Flaget blev hejst og alle blev sat i gang med oprydning, afspærring af strand og rejsning af pavilloner således at alt var klart til vores gæsters ankomst.

I år startede stævnet med Pondus Cup B arrangeret af Nybro/Furå, men afholdt hos os således, at de unge ikke skulle vælge det ene stævne frem for det andet, men havde mulighed for at deltag i begge dele. Her var bl.a. mulighed for at deltage i stafetløb og "minedrage" (en kano med 6 roere og en styrmand). Dette var noget helt nyt for HK'ere og ifølge deltagerne meget sjovt B det havde ihvertfald stor underholdningsværdi for os tilskuere.

HK's Ungdomstræf blev herefter afholdt med de sædvanlige løb over 200 og 500 meter samt et forhindringsløb udtænkt af Mads og Jacob. Der blev dannet hold på 2 roere (1 erfaren og 1 nybegynder) og man fik udleveret 2 kajakker og 1 pagaj. Herefter skulle holdet ro rundt om en bøje B skifte båd på vandet ro tilbage og herefter sig selv over og bådene under en udspændt snor i vandet. Her blev der virkelig brug for deltagernes færdigheder i balance og fantasi, da det var overladt til deltagerne selv

at finde den hurtigste måde at ro med kun 1 pagaj. Det afsluttende Triathlon med løb, svømning og roning fik i år meget stor tilslutning også af de yngste B flere af vore egne nybegyndere deltog B det var stærkt gået B også i betragtning af, at det var blæst op.

 

Sult og tørst havde meldt sig og nu stod kokkeholdet Johnny og Saal med forældre klar med en (som sædvanlig) udsøgt middag med grillstegte stege og lækkert tilbehør. Vi havde lejet en musicbox med 700 numre, som skulle danne rammen om en discoaften, men det kneb med de dansende. Næste år må vi lægge hovederne i blød for at finde noget bedre underholdning.

 

Efter at alle var gået til ro i hal 3 lagde også Ole og Johnny sig til at sove under pavillonen uden for klubben. Midt på natten startede den voldsomme regn, men dette fik dog kun de to til at rykke tættere sammen indtil pavillonens tag gav efter og et ton vand røg ned over dem. Tanken om, at det kunne blive regn i weekenden, havde vi lagt langt om i baghovedet så gode råd var dyre, da det stadig regnede om morgenen og det så ud til at ville fortsætte hele dagen. Hvor skulle vi bespise 80 personer her midt i vores ombygning?? Men som Ole sagde - tilbygningen står der jo - så hurtigt blev tilgangen til de nye bygninger revet ned og der blev dækket op til morgenmad. Her var tag over hovedet og med vinden i øst var det bare perfekt og de nye lokaler hermed indviet.

 

Med en vindstyrke 14 fra øst blev turen til Bellevue aflyst og et tilbud til deltagerne om at lære bølgeridning blev taget godt imod. De gamle HK'ere gik på vandet og det blev en uforglemmelig oplevelse både for vore gæster og vore egne, som aldrig havde været ude i så store bølger. Samtidig brugte vi de 10 polokajakker som var en stor udfordring for de yngste. Vandet var 20 grader og kajakkerne kunne holde til at blive skyllet op på land, og så det var samtidig en god balancetræning. På trods af den barske afslutning rent vejrmæssigt blev det en dejlig weekend med mange medaljer både til HK'ere og vore gæster.

 

 

Vi siger tak til Kano & Kajakbutikken for sponsorpræmier samt UNIBANK på Strandvejen som i alle årene har stået bag arrangementet og ydet flotte sponsorpræmier.

 

En stor tak til Johnny og Saal for deres store indsats med bespisning af så mange mennesker i en hel weekend. En stor tak til alle forældre/bedsteforældre, der med kort varsel stillede op og var behjælpelig med de mange opgaver. Uden forældrene er det ikke muligt at lave et så stort arrangement. Og ikke mindst en meget stor tak til de HK medlemmer som år efter år stiller op som officials og giver en hånd med. Vi ses til næste år.

 

Medaljer til The Dreamteam ved kortbane DM
af Lone Schultz-Pedersen

 

Først, hvem er The Dreamteam? Det er 4 unge og lidt mere unge piger med en gennemsnitsalder på 36, der synes det kunne være sjovt at udfordre de unge talenter fra andre klubber i K4 og stafet ved årets kortbane DM på Bagsværd Rostadion.

Om mandagen har man kunne se dem pløje sig gennem Øresunds bølger i klubbens K4 for at være så velforberedte som muligt. De fik endda træner på, som kunne lære dem noget om hvordan man i det hele taget ror K4. Det var meget lærerigt. Man ror ikke bare K4 som man ror K1 kan jeg hilse og sige.

Det blev til mange grin og diskussioner i båden inden den store dag, hvor K4 500m skulle ros. Mange HKere var mødt op for at heppe på drømmeholdet, men en meget dårlig start gjorde at de andre fik et stort forspring. Da der først kom fart i båden roede vi nogenlunde lige op med de andre både, men en 4. plads var hjemme.

 

Inden K4-løbet havde The Dreamteam også roet stafet, både 4x200m og 4x500m. Det blev til 2 broncemedaljer. Gennemsnitsalderen for de to andre hold var 16 hhv. 24 år. The Dreamteam består af Ulla Lütt, Lone Schultz, Barbro Westlund og Marlene L Nielsen. Udover at være en del af The Dreamteam deltog Lone også i 500, 1000 og 5000m i seniorklassen. Desværre er old lady klassen afskaffet ved kortbane DM, men det blev da til to finalepladser i hhv. 500m og 1000m. I finalen blev det til 2 8. pladser, hvilket må siges at være yderst tilfredsstillende. På 5000m blev det til en 11. plads.

 


Marlene for fuld fart i stafetten

 

Henrik Vedel var eneste senior herre der stillede op fra HK. Det blev til semifinalepladser i 200m, 500m og 1000m mens han blev disket i 10000m. Hvorfor ved han ikke.

 


Barbro overlader stafetten til Ulla i 4x200m

 

Hos ungdommerne stillede Jacob Juell op i juniorklassen, hvor det blev til semifinale i 200m, 500m og 1000m. Hos pigerne stillede Mia Skytte og Janne Meldgård op i yngste klassen i 200m, 500m og 2500m. Mia roede sig i finalen i 200m og 500m og Janne i 500m. Mia blev nr. 5 i begge finaler og Janne nr. 8. På 2500m fik Mia igen en 5te plads og Janne blev nr. 8. Godt roet!

 

 

Nogle løb - andre gik
af Lone Schultz-Pedersen

Overbæringen var lang, meget lang ved årets DM i Marathon i Silkeborg. Nogle følte nok de havde tilmeldt sig til et løbemarathon. Efter at have roet 5 km i stiv modvind, og det var stiv modvind, skulle man op og slæbe kajakken 250 m (påstår de, men det må have været meget længere) ad en smal sti. Heldigvis var der ikke plads til tilskuere på selve stien, kun hvor overbæringen begyndte og sluttede, så man slap for diverse spydige kommentarer mens man gik, luntede eller løb. For mit vedkommende blev det til rask gang, da jeg alligevel var kommet håbløst bagud og ingen truede bagfra. Andre var mere friske og løb endda sprintede, nok mest på første overbæring. Tempoet var sat betydeligt ned på de næste overbæringer. Jørgen Andersen havde valgt sin helt egen måde at bære kajakken på. Om det var for at beskytte mod solen eller hvad ved jeg ikke, men han havde valgt at bruge kajakken som hat på overbæringen, mens han adstadigt skridtede de 250 m af. Han påstår selv at han løb.

 

Nu er et kajakmarathon heldigvis også roning og ruten var meget fin og selve arrangementet kan der ikke sættes en finger på. Flot klaret af Silkeborg Kajakklub. Vejret var om lørdagen ret blæsende og overskyet. Betydelig bedre var det om søndagen med nogen vind og masser af sol.
Alle fra HK gennemførte deres løb. Det kan man vist ikke sige om ret mange andre klubber. Hos herrer senior gennemførte kun 1/3 af de tilmeldte. Det er for dårligt. Så hård var ruten heller ikke. HKerne klarede sig fint og endnu engang var det i old-klasserne medaljerne blev hevet hjem. Det blev til 1 sølv og 2 bronze. Mest spændende var nok at se hvordan Jørgen Andersens comeback ved DM gik. Det blev til en flot 3. plads i OB 50+. Hos damerne fik Lone Schultz sølv i OL 43-49 år og Vita Østengaard bronze i OL 50+. Per Fraulund roede sig til en 7. plads i OB 50+. Hos seniorerne stillede Henrik Vedel op i K1 i et felt der bestod af hele den danske marathonelite. Henrik roede sig ind på 8. pladsen. Marlene Lund Nielsen delte kajak med Marlene Hjorth fra Esrum. De to piger kom ind på 5. pladsen i damernes K2. Endelig stillede Jacob Juell op hos junioerne, hvor det blev til en 7. plads.



24 - timers roning
af Birgit og Lars Skytte

Nu, hvor vi går mod en køligere årstid, er det tids at evaluere nogle af sæsonens arrangementer.

24-timers roningen løb af stablen for andet år i træk d. 18 juni. Pagajen, som skulle udkomme omkring 1. juni, var forsinket hos trykkeriet, så arrangementet fik ikke megen opmærksomhed.

Vi nåede alligevel at ro lidt over 800 km i løbet af døgnet. Det var lidt mindre end i 98, hvor vi roede ca. 1100 km.

Grundsubstansen i arrangementet er at få så mange medlemmer som muligt til at ro nogle ture sammen og på den måde styrke sammenholdet i klubben.

Tidspunktet bliver fremover den sidste lørdag i juni, altså næste gang d. 24. juni 2000.

Vi har gjort os nogle tanker om næste års arrangement. Vi starter som i år med en havnetur, hvor vi håber at få rigtig mange med både nybegyndere, og rutinerede, som kan hjælpe.

At ro om natten og se solen stå op er en oplevelse som alle burde unde sig selv. Derfor bliver der også en nattur på programmet . Søndagen står åben for gode ideer.

Hvis der bliver god opbakning omkring arrangementet kunne vi jo eventuelt udfordre andre klubber.

Selvom der er lang tid til næste 24-timers roning modtager vi gerne tilkendegivelser angående arrangementet.

Tak til alle som deltog i år og på gensyn næste år.