1 GULD og 2 BRONZE ved Junior/U23 EM i Auronzo Italien

1. juli 2018 15:19 , af Helle Juell

EM i Auronzo i Italien blev fantastisk mindeværdigt for Hellerup Kajakklubs 2 roere Sara og Bolette.
Vi havde næppe turde spå om et europæisk mesterskab, men efter et sikkert indledende heat i toerkajakken over 500 meter, hvor pigerne gik direkte til finalen, blev håbet om en medalje tændt.  
At det lykkedes for Sara Milthers sammen med sin toermakker Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub at ro et europæisk mesterskab hjem er helt enestående.
De to U16 piger, der stillede op i U18 på 500 meter distancen i toerkajak, var med for at teste deres internationale potientiale , hvilket man må sige er lykkedes til UG med kryds og slange. Stort tillykke til Sara og Katrine med GULD medaljerne - de klæder jer rigtigt godt :)

For Bolette, som siden træningslejren har haft en fast plads i K4-satsningsbåden mod OL, lykkedes det for den danske trup bestående Pernille Knudsen, Maribo Kajakklub, Line Langelund, Silkeborg Kajakklub, Julie Frølund Funch, Vallensbæk KKC og Bolette Nyvang, Hellerup Kajakklub af at få den længe ventede medalje med hjem, hvor de var med i en særdeles tæt finale, hvor danskerne henviste hviderusserne til fjerdepladsen med en målfotomargin på bare 10/100. Dermed var BRONZE-medaljen hjemme.

Bronzen i K4 kajakken havde givet Bolette og Line tro og optimisme. Der var dog hård kamp om medaljepladserne, men BRONZE-medajen faldt ud til danskernes fordel, hvor pigerne kunne kopiere sidste års resultat med en fornem BRONZE-medalje.

Til de to Hellerup-roere Bolette og Sara, som har indkasseret 3 ud af 3 medaljechancer kan vi kun sidde tilbage med en utrolig stolthed over deres fantastiske internationale resultater.